Tre hold kæmpede om finaleplads ved Nordjyske Nyskabere

Tre ud af fjorten lyder lyder måske egentlig ikke af så meget. Det svarer til cirka 21 procent, og hvis snakken faldt på chokolade, så ville det være synd at kalde sådan en procentsats imponerende.

Men når snakken går på deltagerhold ved semifinalerne i Nordjyske Nyskabere, så er tre ud af fjorten pludselig ret meget. Og tre, det var lige nøjagtig så mange hold, Aalborg Tekniske Gymnasium stillede med i Gigantium, da semifinalerne løb af stablen.

Det tal bliver kun ekstra imponerende, når man lige læser lidt op på Nordjyske Nyskabere-konkurrencen og finder ud af, at det er en innovationskonkurrence for alle nordjyske ungdomsuddannelser. Hvor altså 14 hold var gået videre fra en indledende workshop til semifinalen i Gigantium. Hvoraf altså tre var fra AATG. Men hvem var de så, de smarte, unge mennesker, der gjorde det så godt?

Hils på ECQ-Tip-holdet. Niels-Peter Fjeldsø Greve, Lasse Lindstrøm, Leiki Reginsson av Húsabrúgv og Rasmus Emil Møller. Efter snakke med vandværker og rensningsanlæg er de kommet på en ganske bionedbrydelig og miljøvenlig vatpind, der ikke bare holder ørerne rene, men også kloakker og, nåh ja, rensningsanlæg. For selvom det måske nok er svært at stoppe små pinde fuldstændigt fra at sætte sig fast i kroge og hjørner, så er holdet bag ECQ-Tip kommet på den andenbedste løsning: en vatpind, der simpelthen bare bliver nedbrudt. Vupti, utroligt mange penge brugt på rensning sparet. Og miljøet siger også tak for at slippe for alt det plastikaffald.

Hils også på Zerosound-holdet, Jens Dissing og Malte Callisen Brogaard, der med sin idé til støjdæmpende møbler vil gøre hverdagen lettere for især børns hverdag i børneinstitutioner. 'Stømdæmpende møbler?' tænker du måske. Men jo jo, den er god nok. Tænk på et lydstudio, som man kender det fra radioverdenen og musikindspilninger. Nåh ja, og voiceovers, lydeffekter og så videre. Der beklædes vægge og andre større flader med forskellige former for støjdæmpende materiale i forskelligt stof og mange forskellige former.

Tanken bag Zerosound er samme koncept bragt ind i børneinstitutioner, men i stedet for at beklæde alle vægge og døre, er det møblerne der står for det støjdæmpende arbejde. Det giver jo god mening al den stund, at børn alligevel er i møbel-højde!

Slutteligt er det tid til at hilse på holdet bag Fireobs; Lathes Linganathan, Daniel Doroshenko og Jenisten Antony. Daniel Doreshenko sad en dag med sin far og så fjernsyn. Nyhederne fortalte om endnu en skovbrand, og snakken gik på, at der måtte kunne skabes en løsning, der kunne opdage skovbrande langt hurtigere, så de kunne stoppes, inden de blev for omfattende.

Løsning blev Fireobs; en ganske lille boks, der sættes fast på træer i større skovområder. Boksen indeholder ikke andet end en temperaturmåler, en transmitter og en gps. Intet batteri eller andet, der skal skiftes. Når temperaturmåleren opfanger en forskel temperaturstigning på mere end 80 grader, sender den via satellit et signal med den eksakte lokation til et beredskabssystem, der på den måde hurtigt kan sætte gang i en slukningsproces, inden branden bliver omfattende.

Tanken er, at enhederne placeres i et netværk - et såkaldt 'grid' - i større skovområder, og jo højere risiko, et område vurderes at være i, jo tættere placeres enhederne. Og kostprisen på den i øvrigt fuldt fungerende prototype, som holdet selv havde bygget og fint demonstrerede ved semifinalearrangementet, var på kun cirka 200 kroner.

Og det kan åbenbart - og selvfølgelig, fristes man til at sige - betale sig at komme på en idé til at redde verdens større skovområder. For Fireobs-holdet sikrede sig med sin fremragende idé en plads ved Nordjyske Nyskaberes finale.

Den finder sted 6. december i Musikkens Hus, og vi følger selvfølgelig spændt med i, om Fireobs går hele vejen.

Indtil videre skal der i hvert fald lyde et stort tillykke til de tre gæve gutter bag den avancerede brandalarm.